søndag den 26. maj 2013

Motor adskilt

Så har jeg været igang med at skille motoren ad. Den skal udmåles, renses og eventuelle sliddele udskiftes. Jeg vælger at lade mit topstykke opgradere, således at bilen kan køre på blyfri benzin. Det klarer de hos KG Trimning i nærheden af Lund. Måske skal motorblokken have en ny gang motorrød, men det må tiden vise. Er motoren meget slidt kan det mærkes en halv centimeter fra toppen af cylinderen. Hvis der er en tydelig markering, er det tegn på mange timers kørsel. Mine cylindre mærkes meget fine, hvorimod et af stemplerne har fået nogle slag :-( Det kan i værste fald betyde en udskiftning.
Det er vigtigt at holde styr på, hvor hver enkelt del sidder og hvilken vej de vender. Hvis man virkelig går meget op i motorrenovering, kunne man bruge timer på at veje, slibe, veje og slibe indtil stempler med plejlstænger vejer nøjagtigt det samme. Når man afmonterer svinghjulet, er det en god ide at markere, hvor på krumtappen det sidder. Jeg satte et par kørnerprikker. Herunder er de "smådele", der mangler at blive rengjort. Ydermere skal gearkassen gøres ren. Jeg bruger klassisk rensevædske, og almindelig benzin.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar